Bæredygtighed Børn Miljø Økologi

Økologisk børnetøj på abonnement – ja tak!

5. marts 2016

Vigga.us

Om 3 måneder sker det mest skræmmende og mest fantastiske i mit liv, på samme tid – jeg bliver mor for første gang. Det betyder at hele min og min Ulis (kæreste) verden bliver vendt op og ned, og vi skal til at træffe beslutninger som vi aldrig havde troet vi skulle; Hvilken farve skal væggene have i babyværelset? Hvor længe skal baby sove hos os? Hvor længe er det bedst at amme? Hvordan skal vi fordele vores barsel? Hvilket tøj skal baby have på? Det sidste spørgsmål havde vi egentlig ikke tænkt så meget over, men vi vidste dog at vi ikke ønskede at bruge en formue på at købe nyt tøj, samt at vi ønskede at tøjet var så frit for kemiske stoffer som muligt. I min søgen efter noget som mødte vores krav, fald jeg over et koncept som hedder Vigga.us, som har vist sig at være så vigtigt et tiltag for os og miljøet at jeg simpelthen bliver nødt til at dele det med verden i form af mit første blogindlæg.

Vigga er en cirkulær børnetøjsordning med økologisk børnetøj. Det betyder at vores kommende barn får æren af at bruge kvalitetstøj, som en stor håndfuld andre nyfødte verdensborgere har brugt før ham. Når han så er vokset ud af den første sending, sender vi det tilbage og modtager den næste pakke – og sådan fortsætter hjulet. Alt tøjet bliver sendt på svanemærket vaskeri, for at sørge for at der heller ikke der kommer farlig kemi i tøjet. Alt sammen noget som ligger os begge meget på hjertet.

For at gå lidt mere i detaljer: Når der produceres en babyheldragt, bruges der ca. 3000L vand – det er det samme som 1 persons vandforbrug på en hel måned (!), samt 7kg CO2. Normalt bruges børnetøj af 1-2 børn før det bliver smidt ud,  b.la. fordi kvaliteten på tøjet er lavet til vore køb og smid væk kultur, og det derfor simpelthen ikke kan holde længere. Ved at bruge det økologiske tøj fra Vigga, er man med til at nedsætte ens barns vandforbrug og CO2 fodaftryk med op til 80% – hvilket i min optik er ret meget, og værd at tage med, når man gerne vil give ens barn den bedste start på livet, og den bedst mulige verden at leve i.

Uli og jeg bestilte et møde med Vigga, som også er navnet på kvinden bag idéen, så vi kunne se og mærke tøjet. Vi ville egentlig ikke havde tilmeldt os ordningen med det samme, men efter vi havde haft tøjet i hænderne og fået en masse information, skyndte vi os sige ja tak på stedet. Vi modtager vores første pakke tøj i starten af juni 2016, og jeg glæder mig enormt meget til at klæde vores lille eventyrer på i det.

Signature

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar