Graviditet Skam Ufrivillig abort

Ufrivillig abort – jeg er 1 ud af 4

16. april 2016

Women looking out window

“Det er ikke den slags sorg, som får mig til at bryde grædende sammen hver dag. Mere en smerte som overvælder hele min krop, og efterlader mit hjerte og mave tom og uden energi. Jeg kan ikke sove, fordi smerten finder vej til mine drømme – det er en lang og snørklet labyrint af sorg, skam, fortielse og et hav af ubesvarede spørgsmål.” 

Det var en skøn sommerformiddag, og jeg var ved at gøre mig klar til min bedste venindes 30 års fødselsdag. Jeg havde haft lidt kvalme de sidste par dage, men tænkte ikke at jeg allerede kunne være gravid efter 15 år på p-piller og kun 2 måneder uden dem. Noget i mig sagde dog at jeg hellere måtte tage en test inden jeg tog ud af døren. Jeg fandt testen frem, pillede den ud af pakken, tissede på den og begyndte at tage mine sko på imens den nåede frem til en konklusion. Efter de obligatoriske 3 minutter, kiggede jeg til den. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne – der var en svag positiv streg i testvinduet. Jeg var gravid. Jeg kunne ikke være i min egen krop af ren lykke. Jeg nærmest dansede ud af døren. Dog var der en tilbagevendende tanke, om at noget var galt. Jeg prøvede at ryste tanken af mig, men det var svært. Uli var hos sin mor i Sønderjylland, og kom først hjem to dage efter jeg havde taget testen, og eftersom jeg ikke ville fortælle ham det over telefonen, måtte jeg tålmodigt vente. Det blev søndag, og jeg kunne endelig fortælle ham det. Uli havde det ligesom mig. Der gik nogle dage hvor vi ikke helt vidste hvad vi skulle gøre af os selv. Vi turde ikke helt fejre det endnu. Ca. 2 uger efter den positive test, begyndte jeg at få voldsomme mavekramper, og kort efter begyndte blødningerne. Hverken jeg eller Uli blev overrasket. Jeg tog en test igen, og præcis som forventet var den lyserøde streg ikke længere at se. Jeg blødte i næsten 2 uger herefter, hvilket siger mig at jeg må have været omkring 6-8 uger henne.

Til at starte med reagerede jeg egentlig ikke rigtigt, jeg fortsatte blot med mine normale gøremål og lod som om ingenting havde ændret sig. Benægtelse har altid været mit bedste skjold. Fordi jeg var så rolig omkring hele situationen, var Uli det automatisk også. Det varede dog ikke ved.

Et par uger efter jeg aborterede begyndte jeg at blive hurtigt irriteret på Uli, og en forfærdelig fornemmelse af ulykke bredte sig i  hele min krop. Jeg er normalt en person som er svær at skubbe ud af kurs, men pludselig skulle der ikke meget modgang til, før tårene trillede ned af mine kinder. Det gjorde det bestemt ikke nemmere, at jeg insisterede på at holde facaden oppe. Hvad sker der med mig? Der skulle yderligere en uge til, før jeg fik nok af mig selv om min nye måde at takle hverdagen på. Det gik op for mig at jeg ikke havde reageret på aborten, og at jeg gentagene gange havde sagt til Uli at jeg havde det fint med det som var sket, fordi at “det blot var naturens gang”. Sætninger som “det var nok bare meningen”, “det betyder i det mindste at jeg kan blive gravid”, “godt det skete så tidligt”, og “det er bare en forlænget menstruation” blev hurtigt standartsætningerne fra min mund, når vi talte om det. Jeg bildte mig ind at det jeg sagde var sandheden – i hvert fald den sandhed jeg på tidspunktet kunne formå at forholde mig til. Men sådan var det ikke under overfladen. Jeg havde lyst til at vise folk hvilket kaos som var i gang i mit inderste. Jeg havde lyst til at fortælle Uli at det ikke bare var som en forlænget menstruation. Blodet som flød var ikke fra et ubefrugtet æg, men derimod et befrugtet æg og alle de tanker og håb det bragte med sig. Men hvis jeg sagde det højt, ville det blive virkeligt.

Efter lidt tid, begyndte jeg at søge alle steder på nettet efter en forklaring. Jeg ville vide hvad jeg havde gjort galt, da jeg ikke kunne få det til at passe: Jeg havde siden vi begyndte at prøve at blive gravide kun spist økologisk, droppet alt sukker, drukket min. 2 liter vand om dagen, spist en regnbueværdig portion af grøntsager hver dag og holdt mig helt fra alkohol samt drikke med koffein. Jeg havde aldrig røget, så det kunne også krydses af listen over potentielle skadelige ting for et foster. Jeg var sund og rask, og ikke spor stresset. Til min overraskelse fandt jeg ud af at det er meget mere normalt at miste barnet inden for de første 12 uger af graviditeten, end jeg regnede med og i ca. 70% af tilfældene skyldes det en kromosomfejl, som ville gøre at barnet aldrig ville blive levedygtigt. Det er blot ikke noget som folk taler højt om. Af en eller anden grund har de fleste kvinder det ligesom jeg – det er noget man holder for sig selv. Jeg synes dog at vi bør bryde den tavshed, for realiteten er at 1 ud af 4 graviditeter ender i en spontan abort. Lad os tale om det, og ikke længere skubbe det ind under gulvtæppet. Der er ingen grund til at vi går rundt og tror at vi er de eneste i vores omgangskreds som har været igennem en spontan abort, og derfor fortier det. Sandsynligheden for at din mor, søster, veninde eller kollega på et tidspunkt har stået i en lignende situation er relativ høj.

Til sidst fik jeg talt med Uli om det hele, og fortalte ham præcis hvordan jeg havde haft det. Det viste sig at han også havde haft det svært med det – vi græd sammen og en stor sten blev løftet fra mit bryst. Jeg var ikke længere alene.

I de flestes tilfælde ender eventyret heldigvis lykkeligt, og man bliver gravid igen og føder et levende, sundt og skønt barn.

Blot to måneder efter aborten, kunne jeg atter se to fine streger på testen – og denne gang havde jeg med det samme en god fornemmelse. Da jeg fortalte Uli at jeg var gravid igen, blev han ubeskrivelig glad og havde heller ikke den samme dårlige mavefornemmelse fra første gang. Jeg er i dag 32 uger og 1 dage henne, med en dejlig sund dreng. Vi skal være forældre. Jeg kan ikke sige mig fri for at være ekstra nervøs for om alt er som det skal være, efter min første oplevelse; jeg tog til tidlig skanning, for at sikre mig at der var hjerteblink og jeg er opmærksom på selv den mindste ukendte følelse i kroppen (hvilke der er ret mange af som førstegangsgravid), og indtil videre har alt været i den fineste orden.

Vores krop et et fantastisk instrument, som er i stand til at skabe nyt liv – nogen gange skal den blot have et par forsøg.

Signature

Følg rejsen og få af vide når der er nye indlæg, her eller på Facebook 

Relaterede Indlæg

2 Kommentarer

  • Svar Katja 16. april 2016 at 22:31

    Kære Nastasja. Først og fremmest stort tillykke med graviditeten, det er en fantasisk tid og man befinder sig bare i en lykkebobbel!
    Jeg har også oplevet en spontan abort, inden eg blev gravid med Jonas, og det er ikke bare noget man lige kommer over. Jeg kan huske at jeg også var rigtig ked af det og jeg blev noget overasket da jeg fandt ud af hvor “normalt” det var så det er rigtig dejligt at du sætter fokus på det! Jeg kan huske da jeg så blev gravid med Jonas, sad angsten stadig i mig, selvom jeg ligesom dig havde en anderledes følelse indeni, jeg kunne mærke at det ville lykkedes denne gang. Da jeg blev gravid med Isabella kunne jeg stadig mærke angsten lige i starten så jeg tror at hvis man først har oplevet det en gang, vil der nok altid være en lille frygt. I dag har jeg heldigvis to sunde, raske og fantastiske børn og jeg ønsker dig alt muligt held of lykke med resten af graviditeten og fødslen – glæd dig, det er intet mindre end fantastisk at være nogens mor ❤️ Kram Katja

    • Svar dearlittlewelt 18. april 2016 at 17:21

      Tusinde tak for de søde ord Katja. Jeg er ked af at du har været igennem det sammen, men så utrolig glad for hvor godt det er gået jer efterfølgende <3 Du har nok ret i at følelsen aldrig helt forlader ens krop igen, men måske er det det smukke ved det hele.
      Jeg glæder mig ubeskrivelig meget til at blive mor – jeg er sikker på at det er præcis ligeså fantastisk som du siger <3
      Mange kram tilbage

    Skriv kommentar